BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Hej
Mit navn er Katrine. Jeg har fået en ledig stilling på mit hjælperteam, stillingen består af 6 døgnvagter om måneden hvor to af dem ligger i weekenden.
Jeg har muskelsvind og bruger el-kørestol til daglig. Jeg har brug for hjælp til forflytninger, personlig pleje, påklædning, madlavning, rengøring, køre min bil og hvad der ellers dukker op i en almindelig dagligdag. Jeg bor i Karlslunde ved Greve sammen med min kæreste og lille hund, her går min hverdag med powerchair floorball, at være kreativ, tid foran computeren og tid med veninder.
Jeg leder efter en som kan indgå i mit team hurtigst muligt efter d. 01/04 og er klar på at vi løfter bedst i flok. Alle dage skal dækkes, det gælder også juleaften, nytårsaften og andre helligdage, der kommer i løbet af året. Vi kører efter et fast rul på 4 uger, men med mulighed for at bytte rundt når det er nødvendigt, ligesom der bliver rykket rundt ved ferie. Teamet skal dække hinanden ind ved sygdom, der kan derfor komme flere end 6 vagter i perioder.
Jobbet kræver ikke erfaring og man vil blive oplært ved jobstart. Jeg bruger lift og glidebræt ved forflytninger, der er derfor ingen tunge løft, men styrke i overkroppen vil være en fordel. Jeg synes det er skidehyggeligt med smalltalk når vi går en tur, køre bil eller ordner noget herhjemme, men jeg leder ikke efter en ven som jeg kan spise aftensmad med eller sidde og snakke med i flere timer. Jeg er glad for mit eget selskab og sætter pris på at jeg har et hjælperværelse, så vi ikke behøver sidde lårene af hinanden. På hjælperværelset er der sovesofa og skrivebord, det er sovende nattevagter, men jeg bliver vendt et par gange hver nat.
Krav til dig
- 27-45 år.
- Kørekort til alm. bil.
- Ikke ryger.
- Sans for orden.
- Fleksibel i forhold til at dække ind ved sygdom og ferie.
- Klar på døgnvagter og weekendarbejde
- God fysik.
- Meget gerne en god portion humor og lyst til at være i et job hvor du er tæt på et andet mennesker, både på de gode og dårlige dage.
- Glad for hund.
- Kan se dig selv i stillingen i minimum et år, gerne længere
Så kan jeg til gengæld byde ind med gode kollegaer, en sød hund og et job hvor folk plejer at blive hængende i nogen år.
Der vil blive afholdt samtaler hurtigst muligt og så vidt muligt inden 01/04.
Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte BPA Support på: 70 70 70 56 (man-tors 8.30 – 15.00 eller fredage 8.30-12.30) eller på job@bpasupport.dk
Er du interesseret i stillingen, skal du sende en ansøgning, samt CV og gerne et vellignende billede til job@bpasupport.dk Husk at skrive i ansøgningen at det er hos mig du søger.
Om BPA support
Hos BPA Support administrerer vi BPA-ordninger i hele Danmark. Vi arbejder målrettet på at sikre trygge, ærlige og værdige rammer for borgere med en BPA-ordning. Hos BPA Support er vores arbejdsledere sikret hjælp, støtte og vejledning indenfor deres BPA-ordninger.
Vores mange faste handicaphjælpere og vikarer udgør en uundværlig del af vores virksomhed, og vi er utrolig glade for, at de hver eneste dag er med til at styrke vores virksomhed, med deres hjælp. Du vil som hjælper hos BPA Support være garanteret en spændende og alsidig hverdag. Dine arbejdsopgaver kan være alt fra ledsagelse, praktisk hjælp og personlig pleje. Disse opgaver planlægges af den enkelte arbejdsleder. Lønnen som hjælper afhænger af, hvilken arbejdsleder du udfører arbejdet for. Det er den enkelte kommunes økonomiske udmåling og bestemmelser vi følger og aflønner efter. Alle oplysninger omkring løn vil naturligvis være tilgængelig via din hjælper profil. Alle hjælpere modtager feriepenge på 12,5% af lønnen, som indbetales til Feriekonto.
Som hjælper hos BPA Support er du altid sikret en stærk samarbejdspartner, og vi vil sammen skabe rammerne for en god arbejdsplads og et sundt arbejdsmiljø. Såfremt du også ønsker at blive en del af én af Danmarks førende BPA-leverandører, kan du oprette din hjælperprofil på www.bpasupport.dk
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Greve Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
BPA Support ApS, Bagsværdvej, 2800 Kongens Lyngby
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 14-05-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6016426